Af stud.theol. Christian Højgaard Jensen

Det var stadig mørkt, da Maria Magdalene kom ud til graven. Natten omkring hende var ligeså dyster som hendes fortvivlede hjerte. Egentlig gav det ikke mening at gå ud til graven, for den var bevogtet af soldater, så hun kunne alligevel ikke se Jesu døde krop en sidste gang. Men på den anden side var der overhovedet ingenting der gav mening.

Otte dage var der gået siden Palmesøndag. Otte dage, der var blevet stadig mere kaotiske, voldsomme og uhyggelige. Hendes elskede Jesus var blevet revet fra hende, og nu kunne hun sikkert ikke engang få lov at se hans lig.

Af stud.theol. Christian Højgaard Jensen

Det var dagen derpå. Hvis nogen dag overhovedet skulle kaldes ”dagen derpå” måtte det være denne lørdag efter Langfredag. Det var sabbat og midt i en af årets helligste fester, påskefesten. Hele Jerusalem tog en dyb vejrtrækning efter de sidste dages voldsomme begivenheder.

For en flok kvinder var det ikke de mange mennesker, soldater og uroligheder, der skulle bearbejdes denne stille lørdag.

Af stud.theol. Christian Højgaard Jensen

Et oprør var under opsejling. Det var knapt nok morgen, men gaden var fyldt med ophidsede mennesker. I spidsen gik jødernes religiøse ledere, og blandt dem vaklede en forslået mand. Pilatus frygtede oprør, for ved påsketid var den lille by Jerusalem fyldt med hundrede tusinder af mennesker, og der skulle ikke meget til, for at det hele eksploderede.

Den forslåede mand kaldte de Jesus fra Nazaret. Han var åbenbart endnu en af de fredsforstyrrere, der benyttede sig af jødernes pilgrimsfester til at ophidse folket til oprør. Det kunne blive en ubehagelig dag, hvis ikke Pilatus hurtigt fik kølet mængden ned.

Af stud.theol. Christian Højgaard Jensen

Angsten var til at mærke. Jesus og disciplene var i den mørke nat gået de få hundrede meter ud af Jerusalem og hen til Getsemane have. De havde netop fejret det traditionsrige og stærke påskemåltid med hinanden, men måltidet havde taget en uhyggelig drejning.

”Dette er mit legeme,” sagde Jesus om det brød, han delte ud til disciplene. ”Dette er mit blod,” sagde han om et af de bægre vin, som man ifølge traditionerne skulle drikke i løbet af måltidet. Stemningen var ladet med afsked, forræderi, svigt og død.

 Af stud.theol. Christian Højgaard Jensen

”Mester, se alle de store sten og alle de store bygninger!” (Mark 13,1) En discipel pegede i fuld beundring på det gigantiske tempelkompleks, som Herodes den Store havde ladet bygge. Jesus havde brugt det meste af ”den stille uge” ved templet, og der var ikke noget at sige til, at disciplene var fascinerede af dette smukke byggeri.

Jesus brugte disciplens beundring som anledning til en af hans voldsomste profetier overhovedet. Mens han sad med disciplene på Oliebjerget med den forrygende udsigt over tempelpladsen og Jerusalem, forudsagde han, at templet skulle ødelægges, og Jerusalem skulle erobres og destrueres.

Af stud.theol. Christian Højgaard Jensen

Den stille uge? Overhovedet ikke. Den sidste uge op til påskedag er traditionelt blevet kaldt for den stille uge, men for Jesus var ugen absolut ikke stille.

Efter det voldsomme opgør i templet, intensiverede de religiøse ledere deres angreb på Jesus, mens Jesus på sin side holdt nogle af sine mest markante taler i disse dage.