Påskekalender afsnit 3: Dramaet fortsætter – Jesus i frontalt opgør med den religiøse elite

Af stud.theol. Christian Højgaard Jensen

Den stille uge? Overhovedet ikke. Den sidste uge op til påskedag er traditionelt blevet kaldt for den stille uge, men for Jesus var ugen absolut ikke stille.

Efter det voldsomme opgør i templet, intensiverede de religiøse ledere deres angreb på Jesus, mens Jesus på sin side holdt nogle af sine mest markante taler i disse dage.

Farisæerne var nogle af Jesu hårdeste modstandere og endte med at få Jesus dræbt. Foto: resurgentsa.org

En af disse taler er mod farisæerne (Matt 23). Og det kan egentligt virke mærkeligt, for farisæerne var den tids religiøse elite. Ikke bare fordi farisæerne var en indflydelsesrig gruppe i samfundet, men fordi de stod for en høj, høj etisk standard, som er næsten umulig at forestille sig. Langt på vej var deres liv formet efter bibelske forskrifter, men alligevel er det den gruppe, der bliver kritiseret allerhårdest, og som et klimaks på konfrontationen har vi så talen i Matt 23, hvor Jesus kalder dem for griske, hyklere, lovløse og endda sammenligner dem med dødningeben i gravhuler.

Rituelt blad (miqweh) fra Qumran ved det Døde Hav. Foto: Derek Winterburn

"Målekrus" af ler fra Jesu tid. Krusene blev i virkeligheden ikke brugt til opmåling men til at vaske hænder med. Foto: Morten Hørning Jensen

Store stenkar fra byen Kana. Med disse stenkar kunne man rense sit service. Foto: seetheholyland.net

På Jesu tid gjorde man meget ud af gravpladserne. Her ses gravene for en aristokratisk præstefamilie fra Jesu tid. Kilde: generationword.com

Det er denne renhedsforestilling, som Jesus blandt andet fordømmer hos farisæerne.

Farisæerne i arkæologien
Farisæerne kender vi primært gennem Ny Testamente, der portrætterer dem udpræget negativt. Men der er også spor efter farisæerne i arkæologien, selvom det selvsagt er svært at skelne mellem ”farisæisk” og ”almindelig jødisk” arkæologi.

Arkæolog James F. Strange peger på nogle forskellige spor efter farisæerne i det arkæologiske materiale:

Stenkar: Man har i perioden år 50 f.Kr. til 150 e.Kr. fundet et væld af små og store stenkar. De små blev brugt til at servere mad i, mens de store blev brugt til at vaske service i. Det er interessant, at karrene er af sten, for det normale materiale var ler. Tilsyneladende blev lim- og kalksten brugt som materiale, fordi det ikke blev rituelt urent, sådan som ler let blev det. Kom lertøj i kontakt med noget urent (fx svinekød), skulle det kasseres, mens stentøj blot kunne vaskes.

Rituelle bade: Syd for templet i Jerusalem har man fundet en masse renselsesbade, som man vaskede sig i, før man gik ind i templet for at bede og ofre. Det samme gælder i øvrigt Qumran-samfundet, som holdt til i ørkenen tæt ved det Døde Hav. Her ser vi den mest intense fokusering på renselse.

Gravpladser: Fra perioden omkring Jesu tid har man fundet en del gravpladser med benkister (”ossuarier”) indeni til opbevaring af de afdødes knogler. Vi ved blandt andet fra Ny Testamente, at farisæerne troede på opstandelsen, og det kan måske forklare, hvorfor man opbevarede de dødes knogler i disse benkister.

Ekstremt fokus på renhed
Overordnet viser arkæologien fra Jesu tid, at renhed var et helt centralt tema i jødedommen, og i Ny Testamentes placeres dette primært hos det farisæiske parti. Man skulle fx vaske hænder, før man spiste for at blive rituelt ren (Mark 7,3).

Det er denne renhedsforestilling, som Jesus blandt andet fordømmer hos farisæerne. For farisæerne renser gryder og pande for urenhed, mens de selv er fulde af synd i hjertet (Matt 23,25). Jesus går endda så langt som at sammenligne farisæerne med de fine, hvidkalkede grave, som var så populære på Jesu tid. Farisæerne ser fine ud udvendigt, men indvendigt er de lige så døde som en grav.

Ydre og indre renhed
Det afgørende for Jesus er ikke den udvendige, rituelle renhed, men hjertets renhed. Den farisæiske jødedom fokuserede på renselsesbade, mens Jesus kunne sige, at den som tror på ham skal blive som en kilde, der flyder med levende vand (Joh 7,38).

I bund og grund er hjertets renhed ikke noget, som man selv står for. Blot kort tid senere skulle Jesus vaske disciplenes fødder, og trods protester insisterede han på, at det var ham, der skulle gøre det og ikke omvendt. Fodvaskningen og renselsen for synd og urenhed tilhører Jesus. Korset og døden tilhører Jesus. Og derfor får vi lov til at tilhøre Jesus.

Dramaet fortsætter i morgen.

Læs mere:
TEL 2007/3: Farisæerne på Jesu tid - hvad kan arkæologien lære os?, James F. Strange

TEL 2007/3: Jesus, farisæerne og loven - om kalkede grave og dødningeben, Morten Hørning Jensen

TEL 2012/3: Jesus var på kollisionskurs med farisæernes lovtolkning, Morten Hørning Jensen

Bliv abonnent på det bibelarkæologiske magasin TEL. Læs mere her.