Påskekalender afsnit 7: Dagen derpå - gudsforladthedens lørdag

Af stud.theol. Christian Højgaard Jensen

Det var dagen derpå. Hvis nogen dag overhovedet skulle kaldes ”dagen derpå” måtte det være denne lørdag efter Langfredag. Det var sabbat og midt i en af årets helligste fester, påskefesten. Hele Jerusalem tog en dyb vejrtrækning efter de sidste dages voldsomme begivenheder.

For en flok kvinder var det ikke de mange mennesker, soldater og uroligheder, der skulle bearbejdes denne stille lørdag.

Den berømte gravhave i Jerusalem. Foto: Patricia Pereira

Nej, det var en enkelt mand, der forpint og dødsdømt havde hvisket de forbandede ord ”min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Denne lørdag var gudsforladthedens lørdag.

Kvinderne – heriblandt Jesu mor og Maria Magdalene – havde fulgt Jesus gennem lang tid. De havde set hans fantastiske undere og helbredelser. De havde hørt hans prædikener om en ny og bedre verden. Og de havde troet det, de hørte. De troede virkelig, at Jesus var den Messias, der skulle genskabe Guds gode herredømme her på jorden. Men nu var Jesus selv blevet forladt af Gud og havde lidt den uhyggelige død på korset.

Jesus var død, kort tid før sabbatten begyndte fredag aften ved solnedgang. En rig mand ved navn Josef af Arimatæa havde begravet Jesus, og nu var sørgetiden for disse kvinder begyndt.

Begravelsen var et omfattende ritual
I alle kulturer er begravelsen et vigtigt ritual. Begravelsen er sådan set ikke for den afdødes skyld, men for de efterladte, der gennem begravelsen siger farvel til den afdøde og får mulighed for at komme videre. Sådan var det også i jødedommen på Jesu tid. Her var begravelsen blot første skridt i en lang sorgproces, der varede et helt år.

Morten Hørning Jensen, formand for SBA, har grundigt beskrevet begravelsen og sorgperioden som en periode i seks etaper. Læs mere her.

Grav med den meget karakteristiske rullesten fundet ved Megiddo. Foto: Gail Clark

Året efter begravelsen indsamlede man den afdødes knogler i en benkiste. Her er det ypperstepræsten Kajfas' benkiste. Foto: Derek Winterburn

Den afdøde blev ikke begravet i en kiste, men derimod viklet ind i lagner og salvet med parfumer for at modvirke lugten fra den begyndende forrådnelse. Derefter blev den afdøde båret ud fra byen til en afsides gravplads – ofte i en stor procession der holdt en offentlig ligklage for den afdøde.

Selve graven var ikke et hul i jorden men en hule hugget ud i klippen. Det normale på Jesu tid var en hule bestående af flere rum. Først var der en smal gang ind til selve graven. Derefter var der et stort rum, hvor man kunne tage en sidste afsked med den afdøde. Inderst i graven var der forskellige nicher, hvor man lagde den afdøde.

Herefter fulgte sorgperioden, hvor man gennem ritualer langsomt vendte tilbage til hverdagen. Afslutningen på forløbet fulgte efter et år, hvor man samlede den afdødes knogler og lagde dem i en benkiste (kaldet ”ossuarium”), der målte ca. 60x3x30 cm.

Jesus fik en almindelig jødisk begravelse
Ifølge Bibelen fik Jesus langt på vej en almindelig jødisk begravelse. Det er interessant, at alle evangelierne detaljeret nævner begravelsen, og det bekræfter os i, at begravelsen var et vigtigt ritual.

Lukusevangeliet beskriver, at Josef af Arimatæa viklede Jesus ind i et lagen og lagde ham i en ny grav i en nærliggende have. Men begravelsen skulle ske hurtigt. Jesus døde kort før sabbattens start fredag aften, og begravelsen skulle være overstået inden da. Det er da også kun Johannesevangeliet der nævner, at Jesus blev salvet med parfumer – og sikkert kun sporadisk. I de andre evangelier når de det ikke.

På vej mod et chok
Kvinderne havde overvåget Josef af Arimatæa, mens han i al hast begravede Jesus. Der havde ikke været tid til offentlig ligklage eller til at salve Jesus med parfumer. Derfor besluttede de sig for at vente til efter sabbatten og gå ud tidligt søndag morgen for at holde ligklage for Jesus og salve ham som en sidste ære.

Lørdagen gik med at bearbejde de voldsomme indtryk af den lidende og torturerede mand på korset. Snart ville de skynde sig ud til graven, og snart ville de få sig deres livs største chok.
Læs sidste afsnit i morgen.

Læs mere
TEL 2009/2: Lad de døde begrave deres døde - om begravelser og Guds rige, Morten Hørning Jensen

Bliv abonnent på det bibelarkæologiske magasin TEL. Læs mere her.