| Af Christian Højgaard Jensen Netop i disse dage fejrer jøder nytår. Rosh Hashanah – ”Årets hoved” – ligger i år fra solnedgang 2. oktober til solnedgang 4. oktober. Højtiden er en speciel blanding af alvor og fest. På den ene side ønsker man hinanden godt nytår, tager pænt tøj på og spiser lækkerier såsom æbler dyppet i honning. Men samtidig tror religiøse jøder, at Gud åbner dommens bøger på Rosh Hashanah og i løbet af de ti næste dage afgør, om et menneske skal frikendes eller dømmes. Rosh Hashanah er derfor indledningen på de ti såkaldte bodsdage, hvor religiøse jøder fordyber sig i syndsbekendelse. |  En ortodoks jøde står foran Grædemuren i Jerusalem og blæser i et vædderhorn, en shofar, på Rosh Hashanah. Foto: Mark Neyman |
Men Rosh Hashanah er ikke bare en moderne jødisk fest. Festen trækker spor helt tilbage til 3. Mosebog, hvor israelitterne efter udgangen af Egypten får instruktioner om, hvordan de skal fejre årets højtider. Og siden blev et af festens temaer anvendt af Bibelens profeter som et tegn på dommedag.
Hornblæsningsfest
Blandt de vigtigste traditioner på Rosh Hashanah er hornblæsningen, hvor man blæser i et vædderhorn, en shofar. Den tradition stammer helt tilbage til 3. Mosebog, hvor Moses får instruktioner om en hellig fest, der indvarsles med hornblæsning:
Herren talte til Moses og sagde: Sig til israelitterne: På den første dag i den syvende måned skal I holde hviledag, en hellig festforsamling, indvarslet med hornblæsning. I må ikke udføre noget arbejde, og I skal bringe Herren et offer (3. Mos 23,23-25).
Det er interessant, at festen i 3. Mosebog oprindeligt ikke var en nytårsfest, men lå i den syvende måned. Senere har traditionerne ændret sig, sådan at den oprindelige hornblæsningsfest i dag er en nytårsfest.
Blandt de vigtigste traditioner på Rosh Hashanah er hornblæsningen, hvor man blæser i et vædderhorn, en shofar. Den tradition stammer helt tilbage til 3. Mosebog, hvor Moses får instruktioner om en hellig fest, der indvarsles med hornblæsning:
Herren talte til Moses og sagde: Sig til israelitterne: På den første dag i den syvende måned skal I holde hviledag, en hellig festforsamling, indvarslet med hornblæsning. I må ikke udføre noget arbejde, og I skal bringe Herren et offer (3. Mos 23,23-25).
Det er interessant, at festen i 3. Mosebog oprindeligt ikke var en nytårsfest, men lå i den syvende måned. Senere har traditionerne ændret sig, sådan at den oprindelige hornblæsningsfest i dag er en nytårsfest.
| En vigtig sten i Jerusalem Der er ikke mange arkæologiske vidnesbyrd om Rosh Hashanah. Men der er dog ét. I Jerusalem har man ved tempelpladsens sydmur fundet en sten med indskriften ”Til hornblæs- ningsstedet for…” Stenen har oprindeligt siddet på toppen af tempelpladsens sydvestlige hjørne, hvor den fungerede som en del af et rækværk rundt om muren. |  En sten fra tempelpladsens sydvestlige hjørne. Stenen bærer indskriften "Til hornblæsningsstedet for..." Her stod en præst og blæste i shofar for at markere Rosh Hashanah på Jesu tid. |
Fra dens position fra toppen af muren har man haft en imponerende udsigt over Jerusalem på Jesu tid. Og det var netop meningen, for hver sabbat og hver religiøs fest skulle markeres med hornblæsning. Og det gjaldt jo ikke mindst Rosh Hashanah, der på en særlig måde er kendetegnet ved hornblæsning.
Læs mere om stenen her.
Læs mere om stenen her.
En alvorlig fest
Selvom Det nye Testamente beretter om flere jødiske fester, Jesus deltog i, for eksempel påskefesten og løvhyttefesten, hører vi ikke noget om Rosh Hashanah. Men Bibelens forfattere tog en vigtig del af festens tema op i deres forkyndelse. Et eksempel er profeten Sefanias, der advarede mod dommens dag, en dag, hvor der skal blæses i shofar:
Herrens store dag er nær,
den er nær og kommer hurtigt!
Hør heltens kampråb
på Herrens bitre dag!
En vredens dag er denne dag,
en dag med nød og trængsel,
en dag med ødelæggelse og undergang,
en dag med mulm og mørke,
en dag med skylag og mørke skyer,
en dag med hornklang og krigsråb
mod de befæstede byer
og mod de høje hjørnetårne (Sef 1,14-16).
I Det nye Testamente tager Paulus tråden op og kombinerer dommedag med Jesu genkomst. Også her fremhæves hornklangen:
For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren (1. Thess 4,16-17).
Den jødiske fest Rosh Hashanah udspringer af dette alvorlige budskab: engang starter en ny tid, indledt med dommedag og indvarslet med lyden af shofar. Men Paulus tilføjer, at dette alvorlige budskab også er et godt budskab, for Jesus kommer igen! Og derfor slutter Paulus med at skrive ”Trøst derfor hinanden med disse ord” (1. Thess 4,18).
Der ikke noget at sige til, at den moderne Rosh Hashanah er en speciel blanding af fejring af det nye år og en alvorlig eftertænksomhed over Guds dom. Rosh Hashanah indleder den helligste af årets måneder i jødedommen. Om ti dage er det Yom Kippur, ”Forsoningsdagen”, og senere på måneden er der Løvhyttefest, der begge hører til de helligste fester i den jødiske kalender.
Selvom Det nye Testamente beretter om flere jødiske fester, Jesus deltog i, for eksempel påskefesten og løvhyttefesten, hører vi ikke noget om Rosh Hashanah. Men Bibelens forfattere tog en vigtig del af festens tema op i deres forkyndelse. Et eksempel er profeten Sefanias, der advarede mod dommens dag, en dag, hvor der skal blæses i shofar:
Herrens store dag er nær,
den er nær og kommer hurtigt!
Hør heltens kampråb
på Herrens bitre dag!
En vredens dag er denne dag,
en dag med nød og trængsel,
en dag med ødelæggelse og undergang,
en dag med mulm og mørke,
en dag med skylag og mørke skyer,
en dag med hornklang og krigsråb
mod de befæstede byer
og mod de høje hjørnetårne (Sef 1,14-16).
I Det nye Testamente tager Paulus tråden op og kombinerer dommedag med Jesu genkomst. Også her fremhæves hornklangen:
For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren (1. Thess 4,16-17).
Den jødiske fest Rosh Hashanah udspringer af dette alvorlige budskab: engang starter en ny tid, indledt med dommedag og indvarslet med lyden af shofar. Men Paulus tilføjer, at dette alvorlige budskab også er et godt budskab, for Jesus kommer igen! Og derfor slutter Paulus med at skrive ”Trøst derfor hinanden med disse ord” (1. Thess 4,18).
Der ikke noget at sige til, at den moderne Rosh Hashanah er en speciel blanding af fejring af det nye år og en alvorlig eftertænksomhed over Guds dom. Rosh Hashanah indleder den helligste af årets måneder i jødedommen. Om ti dage er det Yom Kippur, ”Forsoningsdagen”, og senere på måneden er der Løvhyttefest, der begge hører til de helligste fester i den jødiske kalender.
BLIV ABONNENT og modtag det bibelarkæologiske tidsskrift TEL fire gange om året! – KLIK HER!
RSS Feed