Udgravningerne syd for tempelpladsen i Jerusalem bliver ved med at give nye spændende fund. Nu har man man fundet et segl og et seglaftryk fra 7-6. århundrede f.Kr. Nu diskuterer forskerne, om seglaftrykket kan kobles til en en bibelsk person.
Mange segl er i de seneste år dukket op af jorden og har givet os uvurderlig viden om Jerusalems historie. Blandt dem er segl, der måske har tilhørt henholdsvis profeten Esajas og kong Hiskija (TEL 2016-1). Nu er der gjort endnu et par fund. Arkæologer har fundet et segl og et seglaftryk fra første tempels tid, det vil sige før ødelæggelsen af Jerusalem i 587 f.Kr. Seglene er med andre ord minimum 2600 år gamle.
Det ene segl af sten bærer inskriptionen "(tilhørende) Ikkar, Matanyahus søn", mens det andet er et seglaftryk i ler med inskriptionen "(tilhørende) Natan-Melek, kongens tjener".
Særligt seglaftrykket i ler har skabt opmærksomhed. Seglaftryk var datidens underskrifter, som kunne sættes i ler eller voks med et segl. Konger og embedsmænd brugte seglaftryk til at "underskrive" dokumenter og til andre administrative ting.
Natan-Melek fra det nyligt fundne seglaftryk var en sådan embedsmand, ansat ved kongens hof. Og netop en embedsmand med dette navn er beskrevet i 2. Kongebog 11,23:
Dateringen af seglaftrykket taler for, at det faktisk er den bibelske Natan-Melek, der nu er fundet et seglaftryk fra. Hvis seglaftrykket dateres til 7-6. årh., passer det med kong Josijas's reform, der dateres til 7. årh. f.Kr.
Om man virkelig kan lave denne kobling, vil tiden og flere videnskabelige diskussioner afgøre. Men det står ikke til diskussion, at vi under alle omstændigheder har fået en ny, vigtig brik i forståelsen af Jerusalems historie.